Vågner tidligt, så tidligt at luften er sprød som en klokke. Havet efterlader sit tunge salt i Guerande og falder hele dagen ferskt og intenst. Atlanterhavsregn. Lyset er tyndt som om alle lysmolekyler bliver omfavnet af et vandmolekyle. Min mor ringer, min far er blevet indlagt med en blodprop, det kan være ingenting eller han kan blive ingenting. Vejen er en strimmel stivnet hav. Jeg kører 150 kilometer i timen og hører Underworld, undtagen når der ligger selvovervurderende autocampere i yderbanen, eller når regnen samler sig i skybrud. Det er umuligt at mærke, hvor farlig farten er. Vignobles de Nantes, Vignobles de Cognac; så kommer solsikkemarkerne. Solsikkerne slikker sol. Jeg ringer til Herlev Hospital og får min far i røret. Blodproppen er passeret. Han siger: Det var så underligt, jeg havde mistet sproget, men nu er det tilbage. Vignobles de Bordeaux. Jeg kører fra motorvejen og pludselig er det Sydfrankrig. Jeg flytter mig hele tiden; det er vel pjat det med sømandsblod i årerne, men alligevel; jeg har ro, når jeg bevæger mig. Oliven og vin og træer vifter i vinden, som vinker de mig velkommen. Jeg kører hen til mine venners hus og falder i søvn hen over bordet, mens de snakker.